En ideel ægtemand (2024)

★★★★★★

Raffineret at skue og morsom at lytte til – en super velspillet komedie.

Det er godt fundet af Grønnegårds Teatret og modigt at sætte En ideel ægtemand op med et ungt hold skuespillere. For Wilde kræver meget af både skuespillere og instruktør: først og fremmest præcision, lydhørhed og musikalitet.

Instruktøren Niels Erling honorerer kravene, og skuespillerne makker ret, alle som en, mens ikke mindst Andrea Øst Birkkjær spiller flot og besnærende sin intrigante, men ærlige Mrs. Cheveley. Imponerende, nuanceret og veltalende i en gul, struttende kjole – a la marengs, skabt med sjovt overskud af scenografen Petruska Miehe-Renard.

★★★★★★

Knivskarpe replikdueller fræser gennem Oscar Wilde’s updatede satirekomedie En Ideel Ægtemand, hvor et super veloplagt cast i veldrejet, cartoonish scenografi og prægtige pang-kostumer leverer en aldeles dejlig omgang Grønnegårdsteater – med skarp timing og rige doser af tidløst hykleri og dobbeltbundet humor.

★★★★

Stykket, som her har gennemgået en større bearbejdning, er ikke bare særdeles underholdende, men fremstår friskt og aktuelt som billede af magtens korrumperende kraft i en verden, hvor alt – selv kærligheden – er til salg.

Et velspillende yngre ensemble forstår at balancere det karikerede med det menneskelige. Særligt elegant lykkes Andrea Øst Birkkjær med sin gule giftslange af en afpresserske, den udspekulerede mrs. Cheveley… Med sin forførende femininitet, der nøje dækker over et glubende magtbegær, sine veldoserede smil og henkastede gifthug giver hun rollen præcis den tvetydighed, den kræver. Mesterligt. I den lettere ende imponerer også Johannes Lilleøre og Tina Gylling Mortensen med hver deres scenestjælende vignetter som henholdsvis forarget overklassemoster med hang til kleptomani og olm patriark med høj hat.

Tempo og timing er som bekendt altafgørende, når en komedie skal fylde sommerluften med latter. Begge dele har Niels Erlings første klassikeropsætning. Men den har mere end det. De aktuelle ekkoer virker næsten slående på samme måde som stykkets dystre foregribelse af Wildes eget fald ned i dybet umiddelbart efter urpremieren (i 1895, red).

★★★★

Ideen om fortiden, der kan indhente selv den meste perfekte, indflydelsesrige hædersmand, klinger godt med vores egen brydningstids opgør med politisk og moralsk hykleri. Vi kan tilmed også fryde os i den leg med kønsrollerne, dens udfordring af datidens kvindesyn, som vi genkender et ekko af i vores egen kamptid.

Kæmpetalentet Andrea Øst Birkkjær er den, der for alvor mestrer stilen som den gemene, erotomane afpresserske, der er i stand til at dræbe med et smil om læberne. Spillet med en interessant kulde lige nede under den bøjelige og føjelige lystspilreplik…Virtuost. Hold øje med hende.

★★★★★

Forestillingen er vidunderligt queer, vittig og et festfyrværkeri af kostumer og skuespilpræstationer.

Jeg elskede at se Jeppe Ellegaard Marling i rollen som Lord Arthur Goring, der på trods af at være under konstant beskydning af sin far, Lord Caversham, spillet skudsikkert af Tina Gylling Mortensen, alligevel formår at være den, der kommer heldigst ud af misæren.

Andrea Øst Birkkjær er selvsikker som femme fatale Mrs. Cheveley, der oser af sensuel magt. Johannes Lilleøre fortjener også ros for sin præstation […] han mimik var on point i sit portræt af Lady Markby, en karakter jeg elskede i al sin kvalmende overklassehed.

Med Grønnegårds Teatrets 2024-udgave af En Ideel Ægtemand blev det tydeligt, at der stadig er masser at hente i et portræt af salonerne og den evigtgyldige lære om magtmennesker, der er klar til at gøre næsten alt for at bevare en intakt selvfortælling.

★★★★★

Den begavede instruktør Niels Erling har et godt øje for at få givet sine karakterer kant og en vis ironisk distance, der på en måde gør dem endnu mere nærværende.

Jens Sætter-Lassen spiller Sir Robert Chiltern med en tilbagelænet selvsikkerhed, der hurtigt krakelerer og bliver til en klynkende mand, noget hans kone Lady Gertrude Chiltern, spillet med naturlig elegance af Luise Kirsten Skov, helst ikke må opdage.

Tina Gylling Mortensen er igen en herrerolle, og det gør hun aldeles forrygende, mens aftenens højdepunkt er Johannes Lilleøre som den driftige Lady Markby.

Veloplagt løgneteater – Oscar Wildes elegante afsløring af magthaveres løgne bliver til aktuelt og morsomt teater i ’En ideel ægtemand’ på Grønnegårds Teatret. Med farvesikker viftesymbolik og lækker queeræstetik

Visuelt er forestillingen forløst, så publikum jubler. Scenografen Petruska Miehe- Renard har anbragt alle karaktererne på en halvt udfoldet kæmpevifte, der fylder hele scenen. Dermed forvandles rummet straks til et symbol på det fordækte: viften som camouflagen af det ægte ansigt.

Skuespillerne funkler. Andrea Øst Birkkjær spiller forestillingens skurk – kvinden med det afslørende brev, der kan fælde politikeren. Eller er hun i virkeligheden helten? Andrea Øst Birkkjær spiller sin tvetydige rolle med bragende timing.

(Information benytter ikke stjerner i sine anmeldelser)

★★★★

Når de giftigt farvede medvirkende i En ideel ægtemand på Grønnegårds Teatret finder balancen mellem deres plastiske ydre og en indre menneskelighed, slår Niels Erlings opsætning af Oscar Wilde gnister i sommerluften.

I hver sin syrlige ende af regnbuens farver står de syv medvirkende i dette 1800-tals-portræt af politisk og amourøst magtspil som ekstravagante, syntetiske figurer på scenen. Det kræver af dem, at de både falder ind i det plastiske, altså overdriver, og også formår at bryde igennem den kraftige karikatur, tage ejerskab over den.

Begge dele lykkes sensationelt godt for Andrea Øst Birkkjærs gule djævel af en afpresser, mrs. Cheveley… Hun har en varm blødhed i sin fremtoning, men også en så nøje udfoldet, tålmodigt dramatiseret mimik, at man forstår den udspekulerede magtsult, som hun skjuler.

★★★★

Alle er velspillende, og alle som én udstyret med de mest flamboyante kostumer i mands minde, hvor Petruska Miehe-Renard snedigt forsøger at blænde tilskuerne med charme og farver for at skjule karakterernes dobbeltspil. I al sin enkelthed en lille genialitet i samspillet mellem instruktør og scenograf.

Succes og bedrageri, moral og hykleri – komedien EN IDEEL ÆGTEMAND har det hele, og forestillingen passer flot ind i Grønnegårds Teatrets lange historie med klassikere taget under kærlig behandling af nutidige kunstnere.

★★★★

Festligt ser det ud med de prægtige societydyr, der cruiser rundt med deres parykker, hatte, solbriller, vifter og et prangende overbud af vittige replikker. Som træfsikkert samtidssignal udstråler hele bundtet, at penge er drivkraften, men performance er alt.

★★★★

Allerbedst går det dog for Andrea Øst Birkkjærs fandenivoldske og frembrusende, men samtidig ganske kløgtige Mrs. Cheveley i den skræmmende gule kjole. Hun balancerer perfekt hele følelsesregistret, når hun sætter sig op imod den etablerede magt.

En ideel ægtemand rejser nogle interessante dilemmaer om både det politiske system og parforholdets glæder og problemer. Når menneskets mindre pæne sider træder frem, bliver forestillingen rigtig seværdig.

★★★★

På scenen ser vi et aldeles velsammensat hold af skuespillere, hvor særligt Andrea Øst Birkkjær lykkes som forestillingens intrigemager, Mrs. Cheveley, der simpelthen betager publikum med sin lune, vid og kærlighed.

Også Jens Sætter-Lassen gør aldeles god figur i rollen som Robert Chiltern – særligt da han er lige ved at blive fældet af sin egen fortid og reagerer som et hjælpeløst barn. Sådan et overdrevet og dog troværdigt komediespil kan kun få danske skuespillere mønstre.

Teksten er spændstigt oversat og opdateret af Simon K. Boberg og August Bovin Boberg, der har fået vor tids sprog og moderne referencer ind i manuskriptet. Og Petruska Miehe-Renard står bag den veludførte scenografi og de farverige kostumer, der tilsammen understøtter forestillingens symbolik.

Med udsøgt diktion gebærder aldeles vidunderlige skuespillere sig gennem Oscar Wildes knivskarpsindige farce fra 1895.

Jens Sætter-Lassen teflonpoleret som Sir Robert, Luise Kirsten Skov kirsebærmoden som Lady Gertrude, mens Andrea Øst Birkkjær i skrigende gult som Mrs. Cheveley er den ustyrligste giftblomst, som tænkes kan. Prisen som fabeldyr tages dog af Johannes Lilleøre, der fladbrystet og med kleptomane manerer kreerer den anmassende Lady Markby. Far og søn af værste skuffe er Lord Caversham og Lord Arthur Goring, Tina Gylling Mortensen som kolos på listefødder og Jeppe Ellegaard Marling som olieret fantom. Laura Bro lader et forborgent menneske skinne igennem som Mason, Sir Roberts tjener, og alle er i delikat balance, fordi de er i hænderne på en dreven instruktør og gjort himmelske af en lige så fantasifuld scenograf og kostumier, Petruska Miehe-Renard.

Som lus lever de alle i en skarpfoldet vifte, der når som helst kan klappe sammen og klemme livet ud af dem. Dog, da den efterstræbte søster (til Robert Chiltern, red.), Miss Mabel Chiltern, spillet af Laura Skjoldborg, får en sølvmikrofon til at spire frem og oplader sin sangrøst, får denne kulørte farce et stænk hjerteblod.

(Weekendavisen benytter ikke stjerner i sine anmeldelser)

★★★★

Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult…Jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.

Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.

Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.

★★★★

Forestillingen er stilmæssigt gennemført helt ud i dekorationen, der er fire pastelfarvede blade af en vifte som baggrund for overdådige kostumepåfund.

Jeppe Ellegaard Marling overrasker positivt som den unge levemand i stramtsiddende grøn kjole – hans sideblik til publikum er en af forestillingens dygtigt administrerede pointer

Tina Gylling Mortensen som faderen leverer konstant humor, Johannes Lilleøre gør sin kleptomane lady grotesk, og Laura Bro som kvidrende hertuginde ender med også at være en perfekt piccolo med stoleflytning som adkomst.

Petruska Miehe-Renards version af den victorianske mode har fået med pangfarverne, hvilket spiller utrolig godt sammen med en komedie spillet i fri luft en sommeraften i København. Symbolikken er til at tage og føle på – fra Lady Gertrude i hjertekjole til Mrs. Cheveley i gult, falskhedens farve.

Men sjovt er det. Om det nu drejer sig om Wildes oprindelige forvekslinger og misforståelser og kvikke bemærkninger (især at fornærme andre med udsøgt høflighed). Eller om det drejer sig om bearbejdningen, der aktualiserer dobbeltmoral og optagethed af den rette facade.

(POV International benytter ikke stjerner i sine anmeldelser)

★★★★

Få sommerfornøjelser kan måle sig med en aften i Grønnegårds Teatret.

Andrea Øst Birkkjær træder i den grad i karakter som den intrigante Mrs. Cheveley, der har magten til at ødelægge Robert Chilterns politiske karriere. Jeppe Ellegaard Marling og Laura Skjoldborg er bedårende som det unge par, og Tina Gylling Mortensen er også i år en uundværlig del af Grønnegårds Teatrets ensemble, denne gang i rollen som Lord Caversham.

EN IDEEL ÆGTEMAND må meget gerne blive den første af en hel stribe Oscar Wilde-komedier på Grønnegårds Teatret, for vid og bid går altid hånd i hånd i hans blændende forfatterskab.

★★★★

Kostumerne er i særklasse, hvor hvert kostume farvemæssigt bogstaveligt er koordineret fra top til tå…

Alle spiller fantastisk og med overskud, og teksten byder på mange skønne oneliners.

Det er interessant og forfriskende, at Grønnegårds Teatret har brudt traditionen med overvejende at spille stykker af Holberg og Molière, og om nogen i sidste ende får en ideel ægtemand, må man gå ind og se forestillingen for at finde ud af.

★★★★

Man har valgt en enkel scenografi med scenen som en stor vifte. Kostumerne er et mix mellem århundredeskiftets kjoler og en lettere fetish-karnevalsstil. Oven i det kommer der rappe toner og rytmer fra musiksiden med den velkendte dybdebas. Det hele er afstemt, og der er ikke sparet på lidt “lækkerhedsfaktoren”.

Alle 8 skuespillere (10 roller i alt) er dygtige folk […] Alle er på toppen, og ensemblet er upåklageligt.