Det Arabiske pulver (2012) (Familieforestilling)

Det Arabiske pulver

frit efter Holberg
Familieforestilling (fra 8 år)

Det ville være løgn at påstå, at ”Det arabiske pulver” hører til en af Holbergs hyppigst opførte komedier. Bortset fra en enkel opsætning på Dagmar Teatret i 1922 har den ikke set scenens lys siden 1866.
Nu støver Grønnegårds Teatret denne lille perle af en komedie af og lader morgendagens stjerner – skuespillereleverne fra Statens Teaterskole – tage livtag med en række af Holbergs kendte og elskede karakterer, blandt andre Henrik, Pernille og Leonora.
Og ikke mindst Oldfux, der som navnet antyder – er en ”gammel ræv”.
Efter nogle år i udlændighed hvor han bl.a. har ageret læge, profet, fægtelærer, spillefugl, politiker, stjernekigger og helgen – er han vendt hjem til sin fødeby, København, hvor han påtager sig rollen som guldmager.
Det er lige noget for en af byens kendte bedsteborgere – Polidor – som i årevis har forsøgt at forvandle det rene ingenting til det pureste guld. Helt blind for, at resten af hans familie må lide store afsavn og trues af stor fattigdom. Men så dukker Oldfux op, og et øjeblik ser det ud som om heldet endelig tilsmiler den stakkels Polidor og hans endnu mere stakkels familie.
Holberg viser som altid på sin kærligt nådesløse måde menneskenes svagheder og alle de forviklinger, de roder sig ud i pga. dem. Svidende karaktertegninger parres med spidsfindig humor og falden-på-halen komik.
Fornøjeligt teater for hele familien!

Forestillingen henvender sig til børn fra 8 år og opefter og deres voksne.
OBS: Siddepladser er lave bænke uden ryglæn.

DET ARABISKE PULVER spiller i Designmuseum Danmarks Have
3.- 21.juli, mandag – lørdag kl.16.00 (haven er åben fra kl.15.00)
Forestillingen varer 1 time.

Medvirkende: 

Amalie Lindegård, Natalie Madueño, Niklas Bentzen, Patrick Baurichter, Rikke Eberhardt, Silke Biranell, Simon Sears – alle kommende 3.års studerende ved Statens Teaterskole.

Iscenesættelse: 

Michael Moritzen 

Scenografi: 

Sarah Jahn

Tekstbearbejdelse: 

Michael Moritzen og holdet.

Tilmeld
Nyhedsbrev